Referat fra generalforsamlingen i FORS

onsdag 17. april 2002 kl. 20:00 i Roklubben SAS

 

1.      Valg af dirigent.

Der var 13 fremmødte FORS medlemmer og Valther blev valgt som dirigent.  

 

2.      Formandens beretning.

Kristian startede sin beretning med at fortælle, at ialt 10 FORS medlemmer havde været på besøg i Søndre Strømfjord i 2001. Det første hold var 3 fra Risskov Roklub, som desværre ikke kom på vandet, dels pga de ikke kunne finde løsdelene, og dels fordi vandet stadig var lidt hårdt. Næste hold var på kun 2 personer plus et 3. medlem på privat besøg. De fik heller ingen FORS både på vandet, men i stedet flere ture i trimmy og kano på drikkevandet – Lake Ferguson. Det sidste hold på 4 fik begge FORS både på vandet og var på flere ture (turbeskrivelse kan findes på nettet via link: http://home.worldonline.dk/isl16420/index.html).

Alle 3 hold havde mange dejlige ture med godt vejr i den flotte natur til seværdighederne i omegnen, f.eks. indlandsisen, Granatfjeldet, vandfaldende osv. – og ofte med ”udsigt” til vilde dyr.

SFJ-roklub har kun lille aktivitet og havde ingen af deres egne både på vandet, men har brugt HOF til nogle få ture.

FORS har følgende udstyr stationeret deroppe:

En 2-åres+ inrigger (HOF), en 3’r gig+ (ÅSE), et lille vanskeligt villatelt, grydesæt og camping-gasblus (gasflaske kan købes lokalt). Derudover et par gryder og en pande samt bestik, kopper og tallerkener til 8.

Bådene trænger til vedligeholdelse med olie og løsdelene til lak, og der er også nogle småreparationer i vente.

Medlemstallet i 2001 kom op på 30,5.

Der er for øjeblikket ingen planlagte ture i år, men forhåbentlig tager nogen chancen for at komme derop, for det er en storslået naturoplevelse. Desværre holder SAS op med at flyve derop 1. april 2003, men naturligvis fortsætter Grønlandsfly ruten.

 

3.                Fremlæggelse af det reviderede regnskab og fastsættelse af kontingent.

Frede fremlagde regnskabet. Som nævnt havde 30 seniorer og 1 URO’er betalt kontingent (100.-/50.-). Der var tilkommet 14 nye medlemmer, men der havde også været lidt frafald. Der har været lidt udgifter til indkøb af køkkengrej, med kassereren havde udskudt betalingen til 2002. Regnskabet blev godkendt med bemærkning om, at det skulle være i et mere korrekt format til næste år.

Susanne foreslog, at kontingentet blev nedsat, men flertallet fandt det nuværende kontingent passende.

 

4.      Eventuelle forslag.

Der var ikke indkommet forslag.


5.      Disposition af midlerne og fremtidigt arbejde

Der er blevet lavet en mangelliste over småting, og begge både trænger til nye ryglæn. Lars foreslog, at man kunne lave dem i acryl, som nemt kan bukkes efter bådens facon og ikke kræver vedligehold.

Erik efterlyste en 5-års plan, men behovet ser ikke ud til at være der.

Eventuel større materialer skal vi have sendt derop med SAS, inden de lukker ruten, f.eks. foreslog Lis, at vi burde have et bedre telt deroppe.

Susanne efterlyste, at datoerne på FORS’ hjemmeside var mere aktuelle.

Frede efterlyste turbeskrivelser til oplægning på nettet.

 

6-8.        Valg af bestyrelse, suppleant, revisor og revisorsuppleant.

Alle genopstillede og blev genvalgt:

Formand Kristian, kasserer Frede, bestyrelsesmedlem Lars (materiel) og suppleant Just.

Erik og Pia som henholdsvis revisor og revisorsuppleant.

 

9.                Eventuelt.

Frede og Pia havde lavet hvide T-shirts med FORS’ logo på. De blev solgt for 75.- stykket, og overskuddet går ubeskåret til FORS. Bestillingsliste til flere T-shirts blev opsat i Roklubben SAS, men de kan også bestilles hos kassereren.

Johnny har kontakt med en eventuel sponsor, som måske får sit logo på FORS’ hjemmeside.

Der var nogle interesserede i en tur i år, men intet blev aftalt.

Just foreslog, at FORS købte den gamle roklub/restaurant deroppe, men foreningen har ikke de fornødne midler, og vedligeholdet af bygningen bliver nok en uoverkommelig opgave. Derimod blev bestyrelsen pålagt at få kontakt med de kommende nye ejere af den gamle roklub.

 

29/5-2002  Frede.